#KHS Kompetence

Lederuddannelsen har rykket mig - både som leder og menneske

Af: Karina Anée Købke

Hans Brangstrup Hansen er oprindelig uddannet lagerekspedient, men da han blev forfremmet til teamleder hos Computersalg.dk, fik han ansvar for mennesker - og ikke kun varer. Han ville derfor gerne udvikle sig som leder, og valgte Den Grundlæggende Lederuddannelse på Kursuscentret KHS på Køge Handelsskole. Det blev vejen til en både personlig og faglig udviklingsrejse, der i dag har rykket ham både som menneske og leder.

Allerede første dag på Den Grundlæggende Lederuddannelse på Kursuscentret KHS på Køge Handelsskole fik Hans Brangstrup Hansen nyt ’værktøj’ med hjem, da deltagerne skulle interviewe hinanden – en slags jobsamtale, som han kan bruge direkte i sit daglige arbejde - Som teamleder er han ansvarlig for 18 medarbejdere på lageret i afdelingen ’Pluk og pak’ hos Computersalg.dk

”Det har været så fedt og meget givende, og jeg kan klart anbefale uddannelsen til alle, der ikke har ledererfaring. Jeg har både ældre og unge medarbejdere. Primært unge, der har et sabbatår, så vi er hele tiden i gang med rekruttering. Den første dag på uddannelsen, skulle vi interviewe hinanden – en slags jobsamtale – dér fik jeg allerede ny viden med hjem, som jeg brugte direkte i mit arbejde. Det gjorde jeg faktisk efter hvert modul af uddannelsen, der kom hele tiden ny viden, som jeg kunne gå hjem og anvende med det samme,” fortæller Hans Brangstrup Hansen.

Mere erfaren og selvsikker leder

Hans fortæller, at hans arbejdsopgaver gik fra kun at omhandle varer til pludselig også at skulle have med mennesker at gøre:

”Den Grundlæggende Lederuddannelse har virkelig hjulpet mig meget fx når jeg holder omsorgssamtaler, og nogle medarbejdere ikke trives. Så er jeg blevet bedre til at snakke med folk, som man selv vil tales til. Vores undervisning i ’den svære samtale’ har også gjort mig til en bedre ambassadør for virksomheden. Det er altid svært at opsige medarbejdere, men jeg har fået viden til at gøre det på en langt bedre måde, som jeg anvender nu. Jeg føler i det hele taget, at jeg har udviklet mig både personligt og fagligt i løbet af uddannelsen.”

Stor forskel

Han mener, at en lederuddannelse er alfa omega, idet det både gør en stor forskel for én selv, ens medarbejdere og virksomheden.


”Du kan bruge det du lærer med det samme. Din hverdag tages med ind i undervisningen. Jeg er blevet en mere tydelig leder, og det skaber tryghed blandt medarbejderne. Jeg er blevet mere bevidst om fx mødeledelse, hvor vi lærte om opfølgning, feedback og hvor vigtigt det er at informere. Jeg føler, at jeg har et større overblik til at få det bedste ud af medarbejderne, når jeg laver vagtplaner og tænker medarbejdertilfredshed ind, som en del af det. Jeg har fået større selvtillid, og føler jeg står stærkere i mit eget lederskab. Jeg kan også mærke en forandring hos mine medarbejdere, at de spidser lidt mere øre, og jeg synes, vi har en bedre dialog end før,” fortæller Hans.

Lærer af hinanden i et fortroligt rum

”Det er så givende at høre om hvordan andre ledere gør, og sparringen er voldsom vigtig – hvornår har du ellers den mulighed?! Det er en personlig lederuddannelse, der også har udviklet mig som menneske. Jeg lærte meget af gruppearbejdet, hvor vi talte sammen i et fortroligt rum, og delte erfaringer og gode råd. Underviserne var supergode til at mærke stemningen på holdet, og få os til at åbne os for hinanden og tilrettelægge undervisningen ud fra vores aktuelle behov. Fx kan personalejura godt tænkes at være lidt langhåret, men underviseren gjorde det spændende, selv om det er et svært stof. De tog mange eksempler fra vores dagligdag ind i undervisningen, så vi nemt kunne forholde os til det vi lærte,” slutter Hans.

Læs mere

Næste start er d. 11. oktober. Læs mere om Den Grundlæggende Lederuddannelse på /kursuscentret-khs/aktive-kurser/den-grundlaeggende-lederuddannelse-glu-start-11-oktober-2022/.

Læs også...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du modtager nyt fra os, vil det være fyldt med gode tips og information om vores forskellige uddannelser.