#KHS Kompetence

Efteruddannelse gør hverdagen lettere

Af: Karina Anée Købke

Afsked med kolleger og flere konflikter på arbejdspladsen har præget arbejdslivet under Coronanedlukningen for Rajerson Jørgensen, der arbejder i Københavns Lufthavn. Han er nu tilbage i en travl lufthavn med et fornyet kompetenceboost fra Kursuscentret KHS på Køge Handelsskole.


Kærligheden førte Rajerson Jørgensen til Danmark for fem år siden, da han mødte sin danske kæreste i Schweiz. Lige siden han satte sin ben på dansk jord, har han arbejdet 12 timers vagter for SSP Danmark, der bl.a. varetager størstedelen af spisestederne i Kastrup Lufthavn.

Under nedlukningen var han sammen med kolleger på skolebænken med online undervisning, som har sat et tydeligt præg på hans arbejds- og privatliv samt ønskerne for fremtiden.  Og det har været guld værd, mener Rajerson.

”Jeg har altid gerne ville lære mere, og var rigtig glad for at komme i gang med efteruddannelse frem for at blive afskediget, da vi var underlagt corona lockdown. Det var nyt for mig at få undervisning online, men det fungerede godt både med gruppearbejde og dialog med underviseren, og jeg bruger dagligt det vi lærte om teamledelse, konflikter og coaching,” fortæller Rajerson Jørgensen.


Lært at tænke anderledes

SSP Danmark indgik et samarbejde med Kursuscentret KHS på Køge Handelsskole, og fik sammensat et skræddersyet efteruddannelsesforløb til flere af deres medarbejdere, som kom på skolebænken i den knap fire måneder lange nedlukning.  

”Nogle kunder bliver f.eks. sure over at skulle vise coronapas, men nu tager jeg det meget mere stille og roligt, når der opstår konflikter. Jeg tager mig tid, sætter mig i deres sted, spørger ind til hvorfor personen er utilfreds, og løser derved konflikten langt hurtigere. Jeg tænker også anderledes ved problemløsning, som jeg lærte via coaching - hvordan jeg ser et specifikt problem løst i fremtiden, og hvad jeg selv kan gøre for at løse problemet. Jeg bruger det både på arbejde og privat, for konflikter og problemer er en del af livet, siger Rajerson Jørgensen.

Lyst til mere

Han arbejder i dag i Gorms pizza i lufthavnen og har stor kunde- og kollega-kontakt, og er desuden er tillidsrepræsentant på tredje år.


”Jeg elsker at tale med mennesker, og ønsker at have kontakt med mennesker i mit arbejde. Efter undervisningen har jeg virkelig fået mod på endnu mere efteruddannelse inden for salg og marketing. Vi lærte fx at fokusere mere på marketing via sociale medier, der er billigere og nogle gange mere effektivt til at nå målgruppen. Jeg vil rigtig gerne lære mere om hvordan marketing virker, og alt det man kan med marketing i en verden, hvor der er reklamer overalt,” slutter han.



Læs også...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du modtager nyt fra os, vil det være fyldt med gode tips og information om vores forskellige uddannelser.