#KHS Kompetence

Johnni fra Vestas har deltaget i Projektledelse online

Af: Karina Anée Købke

Johnni Baggers arbejder med projekter på Vestas Offshore Wind A/S. Han er nu tilbage på vindmøllefabrikken efter et par intensive dage med praktisk projektledelse på Kursuscentret KHS på Køge Handelsskole. De nye værktøjer til det daglige projektarbejde på vindmøllefabrikken ligger klar på hans arbejdspc.

”Hver dag har jeg et projekt med at inspicere og kvalitetssikre en del af vindmøllen, som skal koordineres i et team. Selv om jeg ikke er leder, så har jeg fået en anden forståelse for hverdagen set fra lederens synspunkt samt hele arbejdsprocessen i et projekt. Jeg har hele pensum fra kurset liggende på min arbejdspc, og anvender dagligt det jeg har lært om fx tidsplan og struktur, arbejdsmodeller til at samle de bedste teams til at løse opgaven samt veje til at løse udfordringer ved forandringsprocesser. Jeg fik desuden nogle gode fif fra mine medkursister, og efter jeg er vendt tilbage på arbejdspladsen, har jeg da fået et par skulderklap fra mine kolleger, der har lagt mærke til, at jeg har fået god viden til at løse projektarbejdet, fortæller Johnni Baggers, der til daglig arbejder som quality technician hos Vestas Offshore Wind A/S på Lindø.

Praktisk projektledelse handler om at skabe overblik og fokus, så medarbejderne kan være på forkant med projektets udvikling. Bo Frahm er underviser på forløbet, og han får ofte tilbagemeldinger fra kursisterne om at udfordringerne især ligger i at strukturere et projekt samt navigere i organisationen.


”Deltagerne er både ledere, projektledere eller medarbejdere, der arbejder med projekter. De har dog ofte tilfælles, at de er fagpersoner, og måske ikke er vant til at sælge og argumentere for projektet. Rigtig mange får en øjenåbner til hvordan de bedre kan skabe struktur for projektet, og vigtigheden af at tænke over de kolleger, ledere og afdelinger, som også bliver berørte af projektet, siger Bo Frahm, der er ekstern underviser på praktisk projektledelse på Kursuscentret KHS på Køge Handelsskole.

Sammensætning og ledelse af grupper

”Jeg har lært at arbejde med et projekt i tidsrammer, det bruger jeg dagligt. Vi sparrede meget med hinanden i grupper, og det gav mig faktisk mange nye måder at se daglige udfordringer på, når mine medkursister spurgte ind til mine udfordringer. Jeg har fået en virkelig brugbar forståelse for mange af de faktorer og sammenhænge, der spiller ind i projektarbejdet. Jeg tænker nu mere fremadrettet fx hvordan vi sammensætter et team med de bedst kvalificerede folk til en opgave, og at vi skal huske at lære andre op i tilfælde af sygdom,” siger Johnni Baggers.

 ”Deltagerne lærer at få overblik over helheden af projektprocessen, mange har prøvet at lave projekter før, som de har været alene om. Det er vigtigt, at de ved hvilke krav de skal stille for at løse et projekt, og at de kender deres spillebane. De lærer at skabe overblik over ressourcer samt hvilke menneskelige kompetencer, der kan støtte hinanden. Fx skal de måske bruge en kreativ person til at finde de skæve løsninger, og samtidig bruge en analytisk tænkende person som modvægt. De lærer at sammensætte en gruppe, og lede den samt argumentere mere præcist for deres projekt til interessenter i organisationen ud over deres nærmeste leder, forklarer underviser Bo Frahm.

Praktisk projektledelse er et intensivt forløb over 2x3 dage. Næste hold foregår den 6. - 8. september samt den 13. - 15. september. Læs mere om selve kurset og tilmelding her - behov for yderligere - kontakt kursussekretær Katja N. Lorentzen på E-mail eller tlf: 91346651.

Læs også...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du modtager nyt fra os, vil det være fyldt med gode tips og information om vores forskellige uddannelser.