#EUX & EUD Business

Festlig translokation for vores elever fra EUX og EUD

Af: Karina Anée Købke

Der var en fantastisk stemning og højtidelige taler, overrækkelse af eksamensbeviser, sang og smil over hele linjen til translokationerne for de 95 smukke unge mennesker, der dimitterede fra EUD og EUX Business den 24. juni 2022.

Skolens direktør Stig Johansen gav de nybagte dimittender nogle ord med på deres vej videre:

”Jeg håber og tror på, at jeres tid her på skolen også har været med til at ruste jer og forme jer som gode mennesker og samfundsborgere. Som vores danske teolog og filosof Løgstrup siger: ’Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.’


I er gode mennesker på grund af jeres karakter, ikke på grund af jeres karakterer. Det er den MÅDE, I er mennesker på, der viser hvem I er og definerer, hvor langt I når! HUSK: I er med til at definere den verden, I vil leve i. Hvis I ikke ved hvor I skal hen, så fører alle veje jo derhen. Og at fare vild er også en måde at lære at finde vej på. Én ting er sikkert: I får det liv, I har modet til at forfølge!”

Gå efter det, der er særligt vigtigt for dig

Uddannelseschef for EUX og EUD, Hans Severinsen, gav nogle råd med i sin tale til eleverne:

”Det med vilje og motivation kommer man jo langt med. Derfor er det da også vigtigt, at I fortsætter med at sætte jer nogle mål, både på kort sigt og på langt sigt. Det er vigtigt, at I har nogle værdier i livet, altså noget der er særlig vigtigt for netop dig.  Sådan nogle er ganske vigtige at have, fordi de er med til at styre dine mål og dermed sætte retning for resten af dit liv. Der er ingen facitliste, og selvom du planlægger nok så meget og styrer efter dine mål, ja så forandrer livet sig alligevel hele tiden.”


Legater

Efter translokationstaler bød programmet på overrækkelser af eksamensbeviser til alle elever inden der var festligt farvel med champagne og kransekage og fotografering.

Det lokale erhvervsliv sendte en særlig lykønskning med uddeling af følgende legater:

EUX

1.000 kr. fra Køge Handel til Sofie Jelbo

1.000 kr. fra Køge Handel til Christian Wistisen

1.000 fra Holmris B8 til Catharina Revsbech-Mogensen

EUD

1.000 kr. fra Dan Group Alarm til Taya Bech

1.000 kr. fra Aktiv Fritid til Katarina Funch Aagaard

1.000 kr. fra Dan Group Alarm til Jessica O. J. Christiansen

Læs også...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du modtager nyt fra os, vil det være fyldt med gode tips og information om vores forskellige uddannelser.