#EUX & EUD Business

”Det er en god fornemmelse, at alle muligheder er åbne”

Af: Karina Anée Købke

Catharina Revsbech-Mogensen blev Køge Handelsskoles første erhvervsfaglige student fra EUX Business årgang 2022. Catharina blev fejret i gårdhaven fyldt med glade studenter og deres stolte familier. Catharina kan ikke blot sætte tjek ved studenterhuen, men også ved læreplads – hun starter efter sommerferien hos Brd. Klee.

En glad EUX-student

Catharinas hvide hue med det grå bånd er fyldt med glimmer. Hun er tydeligt glad og lettet, da hendes søster endelig kan sætte den på hendes hoved. Catharina ved ikke konkret, hvad fremtiden skal bringe - men drømmen er, at arbejde med mennesker. Og dér kan EUX Business noget, fordi man både får en erhvervsuddannelse og en studentereksamen.

”Det er en rigtig god fornemmelse at alle muligheder er åbne. Jeg er rigtig meget i tvivl om, hvad jeg konkret vil. Det er stressende og jeg har været presset over, at skulle vælge - men så fandt jeg ud af, at med en EUX-eksamen kan jeg komme ud og lære en masse som elev, men jeg kan også læse videre, hvis jeg på et tidspunkt får lyst til det,” siger Catharina.

Lige nu glæder hun sig særligt til at komme ud i sin læreplads hos Brd. Klee og prøve sig selv og alle de ting, hun har lært på skolen af.

Hun fortæller, at fagene også kom i spil, når de rejste ud og i det hele taget tager udgangspunkt i den linje, man har valgt.

”Det er langt nemmere at relatere sig til de fag, man har – og vi kan direkte bruge det, vi har lært i virkeligheden; jeg valgte linjen handel, og så fik vi f.eks. forståelse for alle processerne bag kunderejsen. I engelsk lærte vi f.eks. at skrive en business-mail til en virksomhed. På den måde er det meget brugbart og virkelighedsnært. Jeg tænker på en anden måde, end før jeg startede på EUX.”

En masse gode minder

Catharina fremhæver blandt andet studieturen til New York som et særligt minde, hun tager med sig fra tiden på Køge Handelsskole.

”Det er fedt, at vi kommer ud og ser verden, men det rykker altså også noget i én, både fagligt, og personligt, men det styrker også sammenholdet på tværs af klasserne. Da vi f.eks. var i New York, fik vi til opgave at interviewe folk om, hvad frihedsgudinden betød. Vi talte med en ældre dame, der havde boet i New York hele sit liv, og det var meget bevægende, at høre om hendes tolkning og forståelse af frihed.” fortæller Catharina.


Læs også...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du modtager nyt fra os, vil det være fyldt med gode tips og information om vores forskellige uddannelser.