**Spørgsmål til dit uddannelsesvalg? ** · Få mere info her
Søger I en elev inden for kontor, handel, detail, finans eller event? Vi lærer jeres virksomhed og opgaver at kende, finder relevante elever og hjælper med alt det praktiske. Det gælder både, hvis I søger en elev lige nu, overvejer jeres første elev eller gerne vil lære vores elever at kende, før I skal rekruttere.
Vælg den situation, der passer bedst på jer. Så kommer I direkte til den relevante hjælp længere nede på siden.
At finde en elev handler ikke kun om at få besat en ledig plads. Det handler om at finde et godt match mellem virksomhed, opgaver, menneske og motivation.
Vi kender vores elever, deres faglige retning, interesser og ønsker til en læreplads. Derfor kan vi hjælpe jer tættere på de kandidater, der passer til netop jeres virksomhed
1. Vi taler om jeres behov
Hvilke opgaver skal eleven løse? Hvilken afdeling skal eleven være en del af? Og hvilken faglig retning passer bedst til jer?
Vi starter med at lære jer og jeres behov at kende.
2. Vi finder relevante elever
Vi ser på elevernes uddannelse, interesser, motivation og ønsker til en læreplads.
Med elevens godkendelse kan vi sende relevante CV’er og kontaktoplysninger til jer.
3. I møder kandidaterne
Det kan ske gennem en almindelig jobsamtale, individuel jobdating på skolen eller et af vores arrangementer.
I vælger naturligvis selv, hvem I ønsker at gå videre med.
4. Vi hjælper med aftalen
Når det rette match er fundet, hjælper vi med godkendelse som oplæringsvirksomhed, oplæringsplan og uddannelsesaftale.
Vi kan hjælpe jer med at finde elever, der har en reel interesse for jeres branche og de opgaver, I tilbyder.
Vi taler med eleverne om deres faglige retning, motivation og ønsker til en læreplads. På den baggrund hjælper vi med at finde kandidater, der kan være relevante for jer.
Det sparer tid i den første del af rekrutteringen, og eleverne møder jer med en bedre forståelse af virksomheden og jobbet.
Vi kan blandt andet hjælpe med:
at afklare, hvilken type elev I har brug for
at gøre lærepladsen synlig for relevante elever
at finde og formidle kontakt til mulige kandidater
at booke samtaler mellem jer og eleverne
at arrangere individuel jobdating
at hjælpe med det praktiske, når I har fundet den rette elev
I behøver ikke kende alle uddannelser og specialer på forhånd. Fortæl os, hvilke opgaver I har brug for hjælp til. Så finder vi sammen ud af, hvilken elevtype der passer bedst. Er I i tvivl? Det er helt normalt. Vi hjælper med at finde den elevtype og det speciale, der passer til jeres opgaver.
En kontorelev får en stærk administrativ og organisatorisk uddannelse. Eleverne er klar til at understøtte hverdagens drift, sikre struktur i arbejdsgangene og yde god service over for både kunder og kolleger.
Typiske opgaver:
Generel sagsbehandling og administrativ support
Kundebetjening samt håndtering af telefon og e-mail
Kalenderstyring, mødebooking og udarbejdelse af præsentationer
Grundlæggende bogføring, bilagsregistrering og fakturering
En handelselev har fokus på professionelt salg og indkøb mellem virksomheder (B2B). De får en dyb forståelse for hele forsyningskæden, forhandlingsteknik og opbygning af langvarige kunderelationer.
Typiske opgaver:
Opsøgende og vedligeholdende B2B-salg samt udarbejdelse af tilbud
Leverandørkontakt, genbestilling og indkøbsoptimering
Ordrebehandling, kundeopfølgning og udarbejdelse af salgspræsentationer
Styring og koordinering af lager, logistik og forsyningskæder
En detailelev uddannes med særligt fokus på det direkte salg til forbrugeren (B2C). Eleverne lærer at skabe gode kundeoplevelser, fremvise varer professionelt og bidrage til den daglige butiksdrift og omsætning.
Typiske opgaver:
Rådgivning, salg og personlig service i butikken
Varemodtagelse, lagerstyring og løbende opfyldning af hylder
Visual merchandising, opsætning af salgsudstillinger og kampagner
Kassebetjening og deltagelse i den daglige butiksdrift
En finanselev får en specialiseret uddannelse i økonomi, analyse og finansiel rådgivning. Eleverne klædes på til at arbejde i et præcist og reguleret miljø som f.eks. pengeinstitutter, realkredit eller forsikringsselskaber.
Typiske opgaver:
Kundemøder og rådgivning om privatøkonomi, lån og forsikringer
Kreditvurderinger, økonomiske analyser og risikovurderinger
Behandling af låneansøgninger, policer og øvrige finansielle dokumenter
Administrative rutiner og sagsbehandling i den finansielle sektor
En eventelev uddannes til at koble kreativitet sammen med stram projektstyring. Eleverne lærer at planlægge, afvikle og evaluere alt fra professionelle erhvervskonferencer og messer til sociale og kulturelle arrangementer.
Typiske opgaver:
Projektplanlægning, tidsstyring og budgetopfølgning på events
Koordinering med eksterne leverandører (catering, AV-udstyr, lokationer)
On-site afvikling, logistik og koordinering under selve afholdelsen
Markedsføring, deltagerhåndtering og efterfølgende evaluering
Det er lettere at vurdere motivation og personligt match, når man mødes ansigt til ansigt.
Derfor skaber vi flere forskellige muligheder for, at virksomheder og elever kan lære hinanden at kende. Nogle virksomheder har en konkret læreplads, der skal besættes. Andre vil gerne gøre eleverne klogere på deres branche og skabe relationen tidligere.
Vi finder relevante og motiverede elever, booker samtalerne og stiller lokaler til rådighed på Køge Handelsskole.
Samtalerne varer typisk omkring 15 minutter, så I kan møde flere kandidater i en enkel og effektiv ramme.
Godt for jer, der:
har en eller flere konkrete lærepladser
ønsker en målrettet proces
gerne vil møde flere kandidater på kort tid
vil have hjælp til koordinering og booking
Cooltech udtaler: “Køge Handelsskole har været en værdifuld samarbejdspartner i forbindelse med ansættelsen af vores kommende elev. Skolen har bidraget med professionel vejledning og støtte gennem processen, hvilket har gjort forløbet både nemt og trygt.”
På vores jobdatingmesse møder I elever, der aktivt søger læreplads. Eleverne kommer med CV i hånden, og I får mulighed for at tage den første korte samtale.
Efter mødet kan I invitere relevante elever videre til en egentlig jobsamtale hos jer.
Godt for jer, der:
har konkrete lærepladser, der skal besættes
gerne vil møde flere elever på samme dag
ønsker en effektiv første kontakt
vil give eleverne et menneskeligt indtryk af virksomheden
Bygma udtaler: "Jobdating på Køge Handelsskole gav os en god mulighed for at møde eleverne i øjenhøjde og gøre vores elevuddannelse mere konkret. Samtalerne gav et godt indtryk af både motivation og personligt match, som kan være sværere at få gennem en skriftlig ansøgning alene. For os bekræfter det værdien af et tæt samarbejde med erhvervsskolerne.”
På Job- og Karrieredagen kan I præsentere jeres virksomhed, branche og karrieremuligheder for eleverne.
Dagen giver jer mulighed for at blive kendt af eleverne, før de aktivt begynder at søge læreplads. For mange elever er det her, de får øje på virksomheder og brancher, de ikke kendte i forvejen.
Godt for jer, der:
vil skabe kendskab til jeres virksomhed
ønsker at fortælle om jeres branche
vil møde eleverne tidligt i deres overvejelser
gerne vil være en synlig og attraktiv elevvirksomhed
Lucas Frandsen, uddannelsesansvarlig, YouSee Retail udtaler: “For os har Job- & Karrieredagen været en stor gevinst. Vi har flere gange mødt dygtige og motiverede unge, som senere er blevet en del af vores virksomhed. Dagen giver os mulighed for at skabe kontakt til eleverne på en mere personlig måde end gennem en ansøgning alene. Derfor ser vi stor værdi i at være til stede på Køge Handelsskole år efter år.”
Et godt elevmatch kan begynde længe før selve elevansættelsen.
Praktik eller fritidsjob giver eleven mulighed for at opleve virksomheden indefra og lære opgaverne, kulturen og kollegerne at kende. Samtidig får I mulighed for at lære en potentiel kommende elev at kende i god tid.
Det kan gøre overgangen til en læreplads lettere og mere tryg for begge parter.
Hovmand A/S udtaler: “Vi har oplevet, at praktik kan være en stærk form for pre-boarding. Når unge får en god oplevelse af virksomheden tidligt, lærer de både opgaverne, kulturen og hverdagen at kende. For os har det betydet, at vi i dag står med den helt rette elev, som allerede havde en relation til virksomheden.”
Når eleverne møder rigtige virksomheder og virkelige problemstillinger, bliver undervisningen mere relevant.
I kan blandt andet bidrage med:
et oplæg om jeres branche eller arbejdsplads
et virksomhedsbesøg
en konkret case til undervisningen
viden om salg, kundeservice, logistik, administration eller økonomi
erfaringer med eksempelvis digitalisering eller bæredygtighed
Samtidig bliver jeres virksomhed og branche mere synlig for kommende elever.
I behøver ikke kende reglerne eller have hele elevforløbet planlagt, før I kontakter os.
Vi kommer gerne på besøg og ser sammen med jer på virksomhedens opgaver, faglige miljø og behov. På den måde kan vi vurdere, hvordan en elev kan indgå i hverdagen, og hvilken uddannelsesretning der passer bedst.
Vi kan hjælpe jer med:
at afklare, om jeres opgaver passer til en elevuddannelse
at finde det rette speciale
at blive godkendt som oplæringsvirksomhed
at udarbejde en realistisk oplæringsplan
at finde relevante elevkandidater
at indgå uddannelsesaftalen
at få overblik over skoleophold og samarbejdet med skolen
GSV Materialeudlejning udtaler: “Køge Handelsskole har været en vigtig sparringspartner for os i arbejdet med at blive godkendt som oplæringsvirksomhed for handelsassistentelever med speciale i salg. De har hjulpet os med at finde den rigtige vej, forstå uddannelsesområdet og rekruttere elever. Samarbejdet har allerede betydet, at vi har ansat fire handelsassistentelever og er blevet godkendt i flere afdelinger.”
Start med at se på, hvilken type elev der passer til jeres opgaver, og hvor i virksomheden eleven skal være.
Køge Handelsskole tager gerne et møde med jer og kommer også gerne på virksomhedsbesøg. Her ser vi sammen på opgaverne, det faglige miljø og mulighederne for at skabe et godt elevforløb.
Herefter hjælper vi jer med ansøgningen om godkendelse. Virksomheden skal blandt andet kunne tilbyde relevante arbejdsopgaver og have en oplæringsansvarlig med den nødvendige faglige erfaring.
Når godkendelsen er på plads, kan I indgå en uddannelsesaftale med en elev.
Uddannelsesaftalen oprettes digitalt på Lærepladsen.dk.
Inden I går i gang, er det en fordel at have oplysninger om eleven, uddannelsen, den valgte hovedforløbsskole, overenskomsten og den forventede startdato klar.
Aftalen underskrives af virksomheden og eleven og sendes derefter til skolen, som registrerer aftalen og planlægger skoleforløbet.
Vi hjælper gerne, hvis I er i tvivl om oplysningerne eller den rigtige type aftale.
Elevens løn afhænger af den overenskomst, der gælder for jeres branche og uddannelse.
Når eleven er på skoleophold, kan virksomheden få lønrefusion og i nogle tilfælde andre tilskud gennem Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, AUB. Der kan også være mulighed for tilskud til elevens transport i forbindelse med skoleophold.
Satser og regler kan ændre sig. Derfor anbefaler vi, at I ser de aktuelle oplysninger på Virk eller kontakter os, hvis I har brug for hjælp.
Den største del af oplæringen foregår i virksomheden. Undervejs deltager eleven i skoleophold, hvor undervisningen bygger videre på erfaringerne fra arbejdspladsen.
På de merkantile uddannelser er der typisk 8–13 ugers skoleundervisning fordelt over elevforløbet. Det præcise antal uger og indholdet afhænger af uddannelsen og det valgte speciale.
Vi hjælper gerne med at finde den konkrete plan for jeres kommende elev.
Det afhænger af elevens uddannelsesbaggrund og den uddannelse, eleven skal fortsætte på.
Elever fra EUD, EUX og HHX kan have forskellige adgangsveje. Studenter fra STX, HF eller HTX skal normalt gennemføre et kort EUS-forløb, før de begynder i lære. Elever over 25 år skal have vurderet deres kompetencer, så uddannelsens indhold og længde kan fastlægges.
Hvis I allerede har en kandidat i tankerne, kan vi hjælpe med at undersøge, om adgangskravene er opfyldt, og hvad der eventuelt mangler.
Det afhænger af elevens uddannelsesbaggrund og den uddannelse, eleven skal fortsætte på.
Elever fra EUD, EUX og HHX kan have forskellige adgangsveje. Studenter fra STX, HF eller HTX skal normalt gennemføre et kort EUS-forløb, før de begynder i lære. Elever over 25 år skal have vurderet deres kompetencer, så uddannelsens indhold og længde kan fastlægges.
Hvis I allerede har en kandidat i tankerne, kan vi hjælpe med at undersøge, om adgangskravene er opfyldt, og hvad der eventuelt mangler.
De første tre måneder, hvor eleven er i oplæring i virksomheden, er prøvetid.
I prøvetiden kan både virksomheden og eleven ophæve aftalen uden begrundelse og uden varsel. Skoleophold tæller ikke med i de tre måneders prøvetid.
Efter prøvetiden er uddannelsesaftalen som udgangspunkt bindende for begge parter.
Elever, der er fyldt 25 år, gennemfører som udgangspunkt en erhvervsuddannelse for voksne, også kaldet EUV.
Inden uddannelsen begynder, skal elevens tidligere uddannelse og erhvervserfaring vurderes. Vurderingen afgør, om dele af uddannelsen kan afkortes.
Kontakt os gerne, før I indgår en aftale. Så hjælper vi med at få vurderet elevens baggrund og finde det rigtige forløb.
Ikke nødvendigvis. Eleven skal tilknyttes en skole, der udbyder det relevante hovedforløb og speciale.
Vi hjælper gerne med at finde den rigtige skole og få overblik over skoleopholdene.
BYD Tåstrup havde ikke tidligere haft elever og havde heller ikke overvejet det som en mulighed.
Men da EUD Business-eleven Lasse Filholm havde fritidsjob i virksomheden, opstod der en dialog om, hvorvidt han kunne fortsætte som elev.
Sammen med Lasse tog Køge Handelsskoles lærepladskonsulent kontakt til BYD. KHS hjalp med at afklare mulighederne, forklare kravene og få godkendelse, oplæringsplan og uddannelsesaftale på plads.
I marts 2026 begyndte Lasse i lære som bilsælger.
“Det er vigtigt at få uddannet nogle nye unge talenter til bilbranchen. Indtil videre er vi ovenud lykkelige for den elev, vi har fået. Samarbejdet med Køge Handelsskole har været supergodt lige fra starten.”
Casper Nielsen, salgschef hos BYD Tåstrup
I behøver ikke have det hele på plads, før I kontakter os.
Fortæl lidt om jeres virksomhed, jeres opgaver og hvornår I kunne tænke jer, at eleven skal begynde. Så hjælper vi jer med at finde den rigtige vej videre. Vi kommer også meget gerne ud til en uforpligtende snak hos jer.
Husk; det er ganske uforpligtende at tage den første snak
Tilmeld dig skolens nyhedsbrev for at holde dig opdateret om nyheder der er relevante for nuværende og kommende elever, samt forældre til nuværende og kommende elever.
Weeeeee! Vi er beæret over at netop du er kommet med ombord! Tak.