#EUX & EUD Business

Årets Lokale Læreplads 2021

Af: Karina Anée Købke

Irma Køge blev i går hyldet som Årets Lokale Læreplads, efter at Køge Handelsskoles salgsassistentelev Adam Kruse havde indstillet sit praktiksted til prisen. "Irma Køge er en god læreplads, fordi alle medarbejdere taler godt sammen, og der er ingen fnidder, hvilket smitter positivt af på kunderne”, skrev Adam bl.a. i sin indstilling.


Uddannelseschef Hans Severinsen og elevpladskonsulent Michala Duvier overraskede i går Irma Køges butikschef, Nicklas Enevoldsen, med den fornemme pris. En hyggelig overrækkelse med blomster, diplom og ikke mindst rosende ord for Irma Køges værdier, det fantastiske kollegaskab og ikke mindst varme modtagelse af Adam.

”Det er virkelig en stor glæde at udnævne Irma Køge som Årets Lokale Læreplads 2021. Adams indstilling vidner om, at der hos Irma Køge er tale om en rigtig rar forretning med stort nærvær mellem kollegaerne, og hvor man kan tale sammen og hjælpe hinanden” startede Hans Severinsen sin tale og præsenterede Adams korte og præcise indstilling af sit praktiksted, som man ikke kan andet end at blive i godt humør af: 

”Alle medarbejdere taler godt sammen, og der er ingen tegn på den mindste fnidder fnadder, og dette smitter tydeligt af på kunderne, som i mindst 98 % af alle tilfælde bliver i godt humør af den ordentlige stemning i forretningen. Kollegialt hjælper alle hinanden og er gode til at dække af, hvis man står med en lidt for stor opgave. Sidst men ikke mindst bliver man godt informeret om ens elevtid ,og kommer godt omkring alle de emner, man skal have på sit skoleophold. Det betyder, at der er god sammenhæng mellem dét, man lærer på skolen og i Irma Køge”.  

Hans Severinsen forklarede, at han citerede Adams indstilling ordret, da han rammer hovedet på sømmet:  

”Hos Irma Køge udviser I overskud i hverdagen og I har blik for personalepleje, og jeg synes I skal lytte godt efter, når en ung medarbejder ’med friske øjne’ fortæller om sine oplevelser ved at arbejde hos jer. Så stor respekt fra os på Køge Handelsskole.”

God personalepleje og ditto bundlinje

Hans Severinsen fastslog, at Irma Køge er et rigtig fint eksempel på en virksomhed, som tager sit ansvar alvorligt ift. at vi får uddannet fremtidens faglærte arbejdskraft i Danmark og har fokus på de menneskelige værdier og relationer mellem mennesker i det hele taget.

Irma er jo en gammel og hæderkronet virksomhed, der har været mange ting igennem i sin historie. Irma har i de senere år været dygtige til at finde sin plads i den danske dagligvarehandel og I henvender jer til et særligt segment, der prioriterer kvalitet og service, etik, bæredygtighed og dyrevelfærd mv. højt,” sagde Hans Severinsen og fortsatte:

”Jeg synes, at Irma gør det godt på landsplan, og i særdeleshed gør Irma Køge det superflot. I flyttede for ca. 3 år siden fra Nørre Boulevard og her til Stationspladsen. Det tager altid lidt tid at finde sig til rette og ikke mindst at få gamle kunder med over i den nye butik og så forhåbentlig også tiltrække nogle nye kunder fra den altid levende stationsplads i Køge. I er lykkedes godt med den manøvre, og derfor skal I da også have en pokal for både at lykkes med at behandle personalet godt og samtidig kunne drive en fornuftig forretning. Godt klaret”, sluttede Hans Severinsen.

En masse elever havde indstillet deres praktisksted til dommerkomiteen, der bestod af Hans Severinsen og elevpladskonsulent Michala Duvier, der har stor erfaring med samarbejde med virksomheder omkring elever.

Michala og Hans sluttede af med at ønske et rigtig stort tillykke til Irma Køge med titlen som ”Årets lokale læreplads 2021. Irma Køge går nu videre i den landsdækkende konkurrence om at blive den 22. vinder i ‘Årets Læreplads i Danmark’.

Fakta om Årets Læreplads 2021

På landets erhvervsskoler udpeges i disse dage en række lokale virksomheder inden for både merkantile og tekniske fagområder som Årets Lærerplads i lokalområderne. Det hele bliver bundet sammen i en landsdækkende konkurrence, der handler om at kåre Årets Læreplads i Danmark 2021. Konkurrencen går ud på, at elever og lærlinge rundt omkring i Danmark kårer lokale vindere, og disse går videre til den nationale konkurrence om at blive kåret til ”Årets Læreplads i Danmark 2021”. De nationale vindere kåres den 2. november hos Dansk Arbejdsgiverforening i København.

Læs også...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Når du modtager nyt fra os, vil det være fyldt med gode tips og information om vores forskellige uddannelser.